På en skøn lørdag i april pakkede vi 12 forventningsfulde dansere og sendte dem afsted mod Ringkøbingegnens Linedancers’ 20 års jubilæum. “Udebane” sagde nogen…
Ja, ok. Fair nok. Vi har jo ikke været der før. Ikke lige der i hverfald.
Du ved… nyt gulv, nye omgivelser, “vi må hellere opføre os pænt”-stemning…
…den holdt i cirka 3 danse 😄
For helt ærligt – hvor længe er noget udebane, når man står skulder ved skulder med mennesker, der smiler, griner og danser præcis som én selv? Når du har alligevel endte med at kramme de første 10 inden for 15 minutter efter du er trådt ind af døren? Når alle bare er “Hej – fedt at se dig”-agtige…?
Der er noget magisk ved linedance.
Du kan ankomme som “de der fra AG-Dans”… “Hvor er det nu lige det ligger henne..?”
og gå derfra som “nåååh ja, det er jo jer!”
Og midt i en snurreture, en variation og et grin opdager man hurtigt:
Det her er ikke fremmede. Det er bare venner, man ikke har danset med endnu.
Anti-alene-idræt i fuld flor 💛
Der er dansegulvet… og så er der udebaneafsnittet.
Du ved – der hvor vi opholder os mellem omgangene af gulv-gymnastik.
Det starter allerede ved ankomst: Tasker åbnes, bokse klikkes op… og pludselig opstår der en snacks-linje så lang, at den får anerkendende nik fra forbipasserende. En sød og lettere syndig bordløber, der snor sig fra den ene ende til den anden.
Vi spiser. Vi bliver forkælet.
Kage i mængder, der kræver en ekstra dans “for balancens skyld”.
Smørrebrød, der lige siger: “Sæt dig – det kommer til at tage lidt tid det her.” 😄
Og præmier? Lad os bare sige… vi bidrog ikke ligefrem til at skåne præmiebordet 😏
Men vigtigst af alt – det er her, vi er os.
Det er her, vi griner, pjatter, pakker lodder ud og pludselig står med hjemmelavede øreringe (og næseringe) lavet af den smukke bordpynt. Der er ingen regler i udebaneafsnittet 😇
Det er også her, vi lige trækker vejret, hviler stængerne… og lader op til næste omgang.
For danselisten er ikke bare en liste – det er en fristelse.
Og før man ved af det…
20.000 skridt 💛
Og der midt i alt det hele, blev det til hjemmebane.
Og det er fordi at sådan er linedancers bare! Man kommer måske for dansene, men man bliver hængende for menneskene.
For fællesskabet.
For grinene mellem sangene.
For de små øjeblikke, hvor man kigger rundt og tænker: “Ej hvor er det egentlig hyggeligt det her.”
Så ja – måske startede dagen som “udebane”.
Men vi tog hjem med ømme fødder, fulde maver, præmier, sukkerchok og og en helt fuld smil-konto!
TAK 🩷
