Valgmenighedspræst Finn Tarpgaard, Aulum. “Kaj Munk – den sprudlende kritiker”
Kaj Munk havde en skarp pen i sine samfundskritiske artikler. Specielt var han en åbenlys kritiker af nazismen og jødeforfølgelserne, men også af de demokratiske politikere. Han blev myrdet af den tyske besættelsesmagt 4. januar 1944.
Ud fra en positiv kritisk tilgang til Kaj Munk og hans forfatterskab indeholder foredraget fortællinger og anekdoter, der forsøger at kaste lys over digterpræstens liv og forfatterskab. Hans forhold til demokratiet og begrebet martyrium, bliver der også søgt et svar på.
Du vil opleve spændvidden fra humor og latter til yderst alvorlig og rørende beskrivelser. Kaj Munk forstår at røre os dybt inde. Han levede selv i spændvidden mellem det livsglade og dybt alvorlige. Et menneske, der elskede at drille og et menneske, der påtog sig at hjælpe, når folk for alvor havde behov.
Desuden forsøger jeg at give et svar på, hvorfor interessen for Kaj Munk i disse år er stigende flere steder i verden.