Lasse kåret som Årets Badmintontræner i Midtjylland

Lasse Ejstrup Brunse fra Aulum Gymnastikforening blev onsdag overrasket med titlen som Årets træner af DGI Midtjylland Badminton.

Der var ellers fuld gang i squats og burpees, da Lasse Ejstrup Brunses badmintonhold pludselig blev afbrudt midt under træningen onsdag eftermiddag.

Ind trådte formanden for Aulum Gymnastikforening Badminton, Michael Wiese, og DGI Midtjyllands badmintonkonsulent Thomas Scheler Sørensen, der tog ordet.

”Vi er her, fordi vi hylder dem, der har gjort det rigtig godt. Vi hylder årets klub, og vi hylder årets ildsjæl, men det er ikke årsagen til, at vi er her i dag. Vi er her, fordi vi skal kåre årets træner, og det er dig, Lasse,” sagde han til den unge træners store overraskelse.

Fedt at give noget videre

Da chokket havde lagt sig, satte den bare 21-årige træner nogle ord på kåringen.

”Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Tusind tak. Det betyder meget, at det både er spillerne, forældrene og bestyrelsen, der lægger mærke til, at vi gør en forskel, og at der er mange glade børn,” sagde han og tilskrev sine spillere en del af æren:

”Det her ville aldrig blive til noget, hvis der ikke var nogle glade badmintonspillere. Det er på grund af jer, at jeg har lyst til at komme ned og skabe en masse liv og glæde her i hallen og få spillet noget badminton. Så en mindst lige så stor tak til mine spillere og bestyrelsen.”

 

Lasse Ejstrup Brunse spiller selv badminton på et højt niveau i Ikast, men det betyder meget for ham også at kunne give noget videre til yngre spillere som træner.

”Jeg kan huske, da jeg selv var en lille purk, hvordan det var at løbe rundt og have det sjovt og samtidig have et godt forhold til sin træner. Jeg synes også, det er rigtig fedt at følge spillernes udvikling over tid,” siger han.

Gør træningen til en leg

Selvom Lasse Ejstrup Brunse kun har været træner i AG Badminton siden august, er bestyrelsen ikke i tvivl om, at han fortjener prisen som Årets træner. I indstillingen fra formand Michael Wiese lød det blandt andet:

”Allerede første træningsdag kunne jeg se, at vi havde valgt rigtigt, for selvom Lasse ikke vidste, hvor mange børn der ville komme, mødte han 100 procent forberedt op og lod straks børnene forstå, at træningen under ham ville være både seriøs – men frem for alt sjov.”

Og det er netop den unge træners evne til at få leg med ind i træningen, som gør ham unik.

”Han laver ikke bare den samme kedelige øvelse i 20 minutter. Han er god til at gøre træningen til en leg, hvor de øver nogle slag, uden at spillerne ved det. Og børnene er glade for ham. De rykker sig, og de kommer til træning onsdag efter onsdag,” siger Michael Wiese.

Kilde: DGI.dk. Kristian Arnth / kristian.arnth@dgi.dk
Link til artiklen

Du bruger en gammel browser

Åh nej… Vi beklager, men du bruger en browser, der er for gammel til at vise alt det siden kan. Hvor ærgerligt.

Vi anbefaler, at du bruger en af nedenstående browsere i stedet.

Tak for din forståelse.

(Ikke anbefalet)